Hun skubbede hendes fletning tilbage på ryggen. Den ville falde ned foran igen om lidt, uden at Kat ville lægge særlig meget mærke til det. Solen brændte uden nåde mod hendes bøjede ryg, mens hun fjernede ukrudt fra hendes grøntsagsplanter. Hun bar en løs skjorte og bukser i mørke farver. De var et levn fra hendes fortid, fra en tid med kampe og sorger. Krige og druk.

Hun satte sig hen under skyggen af sit ene æbletræ og drak det sidste vand i sin vanddunk. Hun strakte sig og det bare stykke hud der dukkede op mellem buksernes kant og kanten på skjorten vidste lange ar, nogle lige mens andre ru og kantede langes hendes lyse hud.

Hun trak doven en hånd op og kløede sig på den ene skulderblad og hendes fingre ramte et sted hvor huden var blevet brændt, for mange år siden og nu formede det mærke som gjorde at skæbnen aldrig ville glemme hende eller lade hende slippe væk. Mærket med en enkel tornet rose.

Lukas’ mærke.

De 10 års tjeneste havde give hende ar på både krop og sjæl. De havde lærte hende at en fjende kunne vise sig i hvilken som helst form og at venskab og blodsbånd intet betød, når man pludselig befandt sig på hver sin side af en kamp. Hun havde flere gange taget turen til Helvede og tilbage igen.

Men hun havde også lært hvem hun kunne stole på, at udnytte dem som vil befinde sig på den side som virkede mest sikkert for dem. Hun havde lært hvordan man kunne overleve steder hvor intet levende væsen ville turde sætte sit ben og hun havde udfordret massevis af drager og andre magiske væsner i kraft af et ord. Fred.

Kat var for ung til at have kunne deltage i de store krige. Krigene i mellem Mohel og Gerlysium. Hun var født i en tid af fred, hun havde levede de første mange år under de sikre vinger af hendes mor, mens både Lukas af Mohel og Kong Dias af Gerlysium havde besøgt dem. Hendes forfædre var ikke hvem som helst, ligesom hun heller ikke var det.

Navnet Lydia havde sine spor tilbage til tidernes morgen.

Den lille klokke ringede 3 gange og fik hende tilbage til nutiden. Hun så på mens knægten kæmpede sig igennem buskene og hoppede over det hvide hegn, som var sat op rundt om hendes ejendom.

”Hør, knægt. Du bør tage stien, du ødelægger dit tøj. Din mor vil blive nok sur når hun ser at du har slidt dig igennem endnu et sæt og sommeren ikke engang er halvvejs ovre.” Knægten hev efter vejret og rakte hende det lille brev med en rystende hånd. Hans runde ansigt, som åbenbart var blevet tabt i en spand med fregner, lyste af ballade og et flækket grin som hang fra det ene øre til det andet.

”Mor siger det er fra far.” Hun tog brevet, en af disse dage burde hun virkelig lære knægten at læse. Hun havde allerede brudt sin regel nr. 1 kort efter hun flyttet hertil. Ingen kontakt med børn, deres hårde skæbne og for tidlige død var noget hun var vant til, men det sendte altid chokbølger af sorg igennem hende. Hendes eneste kvindegen der virkede, påstod Alex hver gang.

”Lad os gå ned til din mor, men lad mig lige skifte først.” Hun trådte ind i sit lille hjem og lukkede døren bag sig. Et hurtig hvirvlen om sig selv og hendes gamle tøj forvandlede sig til en enkel hvid kjole med lange ærmer, anstændig v-udskæring og lys blå bælte. Hun havde gået i mere end sin andel af sort, grøn og sølv.

Hun greb sin kurv ved siden af døren og gik ud for at møde knægten. Hun uglede hans lange røde lokker. ”Vi tager stien, knægt. Buskene er ikke for os mennesker.” De var plantet for at sinke fjenden og alarmere hende om at de ankom. Det havde taget 2 år og en masse hjælp fra de andre Opiens Geoja, dødens ånder. Det var et navn befolkningen havde givet dem, mere af frygt end venlighed, selvom navnet passet meget godt på dem.

”Åh, det tager jo en evighed, vejen er meget kortere igennem buskene.” Hun grinede af hans ikke helt logiske sans.

”Det kan godt være at i teorien kun tager et kvarter at gå igennem buskene frem for den halve time det tager at tage stien. Men du skal lægge yderlig en halv time til det kvarter, hvis ikke mere. Det tager lang tid at kæmpe sig igennem den skov af nåle og huller i jorden.” Hun fik tilsend et af hans hjerteknusende smil. Eller det ville det være så snart han blev voksen. Han ville knuse rækker af damehjerter med det smil engang i fremtiden. Den blev nu her kun brugt til at vinde hans mor over på sin side når han havde lavet ballade. ”Bare hold dig væk, knægt. Der er andre ting i skoven du helst ikke vil møde.”

”Det minder mig om, kommer Martin til høstfesten? Han lovede at lære mig nogle flere tricks.”

”Kan du de andre fuldt ud og i søvne?” Han rullede med øjnene.

”Det er tricks for børn. Jeg vil lære de fede ting, som at jonglere med daggert eller spye ild.”

”Du ved hvad han siger, knægt. Hvis du ikke kan dit basis, lærer han dig ikke de ”fede”  ting. Desuden, nogle af tingene kan hjælpe din mor. Det er ikke helt nemt for hende at passe huset selv i hendes tilstand.”

”Hmf! Jeg er der også, helt ærligt. Jeg er manden i huset.” Han pustede sig op og faldt kort efter over en gren der var faldet ned på stien. Hun smilede af ham og fældede ham med den ene fod, da han forsøgte at komme op. Han prøvede at ramme hendes ben men ramte helt forbi, i stedet endte omme på maven med hendes fod på hans halsen.

”Glemt det knægt, du er mindst 15 år for ung fra at slå mig.” Resten af turen surmulede han. Da de kom tæt nok på byen begyndte de at møde folk. Han havde ikke tid til at surmulede mere, folk hilste, kom med små jokes efter dem og fortælle sladder. Det havde været længe siden at Kat havde besøgt byen. Sidste gang havde været til forårsfesten, hvor hun havde dukkede op med Dan. Det havde helt sikkert sat gang i sladder. Dette var var ikke den mindste by, et par tusinde indbyggere men alligevel opførte de fleste sig som en flok gamle sladdertanter der aldrig oplevede noget særligt i deres liv.

Knægtens mor sad uden for deres hus. Hun så forfærdelig ud, hvid som en enhjørning med sorte ringe under øjnene. Hendes vejrtrækning kom i små korte stød. Knægten var ved hendes side med det samme. Kat rystede på hovedet da hun så en væltet spand med vand ved hendes fod.

”Du ved, du burde virkelig ikke løfte tunge ting i din tilstand. Hvad hvis vandet gik? Der er stadigvæk 2 måneder til du skal føde.” Hun fik et svagt smil tilbage. Som knægt som mor.

”Det er jeg ked af, Katarina. Jeg ville bare hente vand til lidt the. Det er ikke hver dag at Erik skriver hjem.”

”Knægt, hent vand. Lad mig hjælpe dig, madam.” Kat løftede hende forsigtig op i hendes arme og satte hende ind på en stol. Knægten kom ind og hjalp med at lave the. Madam begyndte at se lidt  bedre ud. Kat åbnede brevet, denne slags indholdt ikke altid de meste behageligste oplevelser. Soldater oplevede Helvede som ingen anden.

Kære Trine and Ed.

Jeg bringer gode nyheder. Tingene er blevet så stabile at jeg snart vil blive sendt hjem.

Der vil nok gå et halv års tid indenmin enhed bliver opløst.

De tager det stille og roligt men den anden dag sendte de den første enhed hjem, så det bliver forhåbentlig snart.

Ed, pas godt på din mor og lille Katarina.

Jeg savner og elsker alle 3.

Erik.

”Lille Katarina?” Kat så over på Madam. Hun fniste.

”Åh Katarina, jeg ved du tror det bliver en dreng. Men både Erik og jeg er enige om at det vil blive en pige. Og jeg håber at hun vil blive så stærk og god som dig.” Hun rakte sin arm imod Kat og gad hende nogle beroligende tryk.

På vej hjemad tænkte Kat over, at alt dette netop var grunden til at hun holdte sig så langt væk, men 5 år ændrer folk. Hun var blevet blødsøden, hun havde ladet folk kommet ind under hendes hud. Hun nægtede stadigvæk at lære folks navne, de kunne alle være væk i morgen.